Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

"21 Søndag" på DR1
November 2020
Nu står Kåre Quist
i "det grønne værelse"
Søndag den 10. januar kom der en ny version af "21 Søndag" på DR1. Programmet har hidtil lænet sig op ad TV-Avisens udtryk med samme jingle, studie og grafik, men nu har DR Nyheders journalistiske flagskib fået sin helt egen indpakning. Den skal gøre det tydeligere, at "21 Søndag" adskiller sig markant fra TV-Avisen, både når det gælder form og funktion.


Finn Nesgaard

– Hvad er dog dette?, tænkte jeg umiddelbart, da jeg så studievært Kåre Quist stå foran en nærmest rum-agtig baggrund. Men da han senere vandrede ubesværet rundt i rummet, så var jeg klar over, at han sandsynligvis stod i jævnt belyste grønne omgivelser, såkaldt green-sceen, som man digitalt kan udfylde med hvad som helst, uden nævneværdigt besvær.

Studiet er stadig det samme, som bruges til den daglige produktion af TV-Avisen. Men den ene ende er omdannet til green-screen, hvor en stor del af den scenografi, som Kåre Quist befinder sig i, vil være virtuel – det vil sige genereret af en computer.

– Det giver nye muligheder for formidling af vores historier, siger DR's nyhedsdirektør Sandy French. – Scenografien og brugen af den nye teknologi skal skabe et indbydende rum, men det skal også være med til at formidle det journalistiske indhold og skabe forståelighed. Vores grafik er aldrig bare til pynt...

Vil fortælle hele historien

Udgangspunktet er en grundscene, hvor værten kan præsentere historierne med billeder, grafer, videobidder og illustrationer. Men på sigt bliver det muligt at modellere naturtro universer, så studiet kan omformes til hvad som helst. Det betyder, at når historien kalder på det, så kan der skabes fortællinger og forklaringer, der for eksempel foregår på en bjergtop, ude i rummet eller inde i et molekyle. Som seer vil man dog aldrig være i tvivl om, hvorvidt det er et virkeligt eller virtuelt univers.

Om programmets særlige kendetegn siger Kåre Quist:

– "21 Søndag" insisterer på at fortælle hele historien: Gå i dybden og give sig tid til det. Seere fortæller, at de har et særligt forhold til "21 Søndag", fordi det giver en særlig ro, inden man skal på arbejde igen om mandagen.

Fra nyhedsudsendelse til magasin

I det nye koncept understreges det, at "21 Søndag" netop ikke er en nyhedsudsendelse, men derimod et aktualitetsmagasin, siger Sandy French.

– Visuelt kommer det til udtryk ved, at der er lånt greb fra de trykte magasiners univers i form af for eksempel en mere markant grafisk indpakning og brugen af "forsider" og "opslag" til at illustrere historierne med. Og indholdsmæssigt betyder det et løfte til seerne om, at programmet hæver sig over den daglige nyhedsstrøm: Det forklarer, udfordrer, illustrerer og perspektiverer de store historier og tendenser.

Klar til streaming

Ambitionen er stadig, at "21 Søndag" skal have et skarpt fokus på de helt aktuelle dagsordener og de største historier i tiden. Men det bliver for eksempel et farvel til de korte nyhedsopdateringer, som hidtil har været en del af indholdet. Håbet er at skabe udsendelser, der også kan streames, så de har et liv i dagene og ugerne efter premieren.

– DRTV er fremtidens hovedindgang for vores tv-indhold, siger Sandy French. – Det er derfor en strategisk målsætning for os at sikre et tydeligt public service-aftryk med et nyheds- og aktualitetstilbud på streamernes præmisser. Hemmeligheden ved streaming er godt fortalt tv, hvilket netop er ambitionen for "21 Søndag".

Gå tilbage


– Jeg glæder mig over de nye, avancerede grafiske muligheder, siger Kåre Quist. – De udvider rammene for, hvordan vi kan formidle nyhedsstoffet på en levende og spændende måde (foto Agnete Schlichtkrull).
Klik for større billede

Den ene ende af DR"s nyhedsstudie er omdannet til et green-screen område. Det betyder, at den scenografi, som vært Kåre Quist befinder sig i, for en stor dels vedkommende vil være virtuel, og altså genereret af en computer (foto Agnete Schlichtkrull).
Klik for større billede

Fakta om "21 Søndag"

  • "21 Søndag" er blandt de mest sete nyheds- og aktualitetsprogrammer i Danmark med omkring 650.000 seere pr. gang.
  • Programmet har været sendt på DR1 siden januar 2007.
  • DR Nyheder har gennem 40 år stået bag magasinprogrammer om søndagen, som udover "21 Søndag" har heddet "Søndag" og "Magasinet Søndag".


  • > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies
    Apantac-dec-2020---AVM_330.jpg