Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

TV 2s nye krimiserie
august 2020
Solen skinnede
på "Æ Hawfest"
Der er fuld gang i optagelserne til "Hvide Sande" – plus en stribe andre fiktionsserier på TV 2.

Siden slutningen af juni har et stort hold skuespillere og produktionsfolk haft base i Hvide Sande, som lægger både navn og location til TV 2s nye krimiserie, der får premiere i 2021.

I de foregående uger var der som bekendt skruet godt op for solen og varmen, og det var helt perfekt, for en af scenerne, der skulle optages, var den årlige havnefest – eller "Æ Hawfest", som det hedder ude vestpå. Her var op mod 200 lokale statister mødt op til fest i teltet.

Bekendtskab med feriebyen

Lokale medier og samarbejdspartnere fik lejlighed til at følge dagens optagelser, der blandt andet bød på linedance for de to hovedskuespillere, Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. De spiller hhv. den danske undercover-ekspert Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas, der sættes sammen som ægtepar og sendes til Vestkysten for at opklare et mord. Desuden medvirker andre navne som Bodil Jørgensen, Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bjarne Henriksen.

For både Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund har det været et førstegangsbekendtskab med feriebyen mod vest, hvor de i øvrigt har følt sig meget velkomne. De første uger havde nemlig budt på en del vind og regn, men da solen brød igennem kunne de "sænke skuldrene", som Marie Bach Hansen udtrykte det.

Krimi med kærlighedstvist

Krimiserien er skrevet af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich, og de har i flere omgange boet i Hvide Sande for at lære området og menneskene at kende rigtigt godt. Forfatterne var også med ved dagens optagelser, og Anders Klarlund var ikke bange for at udstede en underholdningsgaranti:

– Det er en historie om et undercoverpar, der skal opklare et mord på en ung, tysk surfer. Man kan kalde det en krimi med et kærlighedstvist. Og jeg tør godt love, at man ikke kommer til at kede sig som seer.

"Hvide Sande" produceres af Deluca Film ved Morten Rasmussen og David C.H. Østerbøg med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film- og TV Fond og Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein. Serien er på nuværende tidspunkt allerede solgt til flere lande, blandt andet Norge, Sverige og Finland.

Masser af ny dansk fiktion

Udover "Hvide Sande" er der for tiden gang i flere andre fiktionsserier til TV 2 Play og TV 2s kanaler.

Lige nu optages sæson 8 af "Badehotellet" til TV 2, sæson 3 og 4 af "Sygeplejeskolen" og sæson 2 af "Sommerdahl" til TV 2 Charlie. Og allerede søndag 16. august var der premiere på Avaz-brødrenes nye krimiserie "Alfa" på TV 2 Zulu og TV 2 Play.

Senere på efteråret er der premiere på Tobias Lindholms serie "Efterforskningen" på TV 2 og TV 2 Play, og seneste nyt på fiktionsfronten er Thomas Vinterbergs første tv-serie "Familier som vores" til TV 2. Denne serie forventes at gå i optagelse ultimo 2021 eller primo 2022.

Gå tilbage


De to hovedroller i TV 2s nye krimiserie spilles af Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund. Yderst til venstre ses Jesper Asholt, der også spiller med (foto Henrik Ohsten/TV 2).
Klik for større billede

Krimiserien er skrevet af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Anders Klarlund og Jacob Weinreich. De har i flere omgange boet i Hvide Sande for at lære området og menneskene rigtig godt at kende (foto TV 2).
Klik for større billede

Carsten Bjørnlund spiller den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas i krimiserien "Hvide Sande" (foto Henrik Ohsten/TV 2).
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+