Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Filmkomponistens død
august 2020
Bent Fabric roste mig
- da jeg var 19 år
Vi ved alle, at Bent Fabricius-Bjerre er død, for hans musik til eksempelvis "Matador", "Forelsket i København" og "Olsen Banden" ligger dybt begravet i vores danske folkesjæl. Men AVMs redaktør, Finn Nesgaard, fik alligevel en særlig mindeværdig oplevelse, da han som 19-årig mødte komponisten i hans firma Metronome...


Finn Nesgaard

Når man er 19 år og både kirkesanger, begravelsessanger og filmentusiast, så var det naturligvis noget ganske særligt pludselig at stå overfor Bent Fabricius-Bjerre.

– Hvor er det et godt arbejde, I har udført. Nu er det rigtigt fint, sagde han.

Det var ellers sent på aftenen, så jeg havde bestemt ikke regnet med, at Metronome-chefen stadig var på arbejde. Og jeg havde i hvert fald ikke forventet, at han ville henvende sig til mig, for jeg var der hverken som sanger eller musiker, men som rengøringsmand i Det Danske Rengøringsselskab. Det var et natjob som jeg havde for at tjene penge til 16 mm filmudstyr, for derved at komme til at arbejde professionelt med film.

Men det kunne "Bent Fabric" jo ikke vide!

Historien matcher alle de mange andre historier, som har fyldt TV-skærmene de seneste dage: Bent Fabricius-Bjerre hørte til i de højeste sociale lag. Men han var bestemt ikke for fin til at snakke med os almindelige mennesker. Også når det var en natarbejder på et rengøringshold, som havde vasket Metronome-gulvene med en særlig sæbe, som gav dem en smuk skinnende overflade.

Flere mindeprogrammer

Selv om ugen har været fyldt med TV-programmer om Bent Fabricius-Bjerre, så er der endnu mere at se frem til.

I aften, lørdag den 1. august kl 20 sætter vært Mads Steffensen i DR Koncerthuset fokus på komponistens musikalske liv med danske kunstnere som Daimi, Eddie Skoller, Trine Pallesen og flere af Bent Fabricius-Bjerres musikalske venner, og med nogle af hans største sange og melodier gennem tiden. Vi kan f.eks. opleve klassikere som "Jeg sætter min hat som jeg vil", "Alley Cat" og "Forelsket i København".

Og mandag den 3. august klokken 20 viser TV 2 og TV 2 Play programmet "Bent Fabricius-Bjerre – det sidste ord", hvor han interviewes af tv-vært Mikael Bertelsen.

Det Kgl. Bibliotek

Optagelserne er opbevaret i Det Kgl. Biblioteks arkiv, og de bliver nu redigeret sammen til en udsendelse.

– Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, jeg kontaktede, da jeg fik ideen om at gemme samtaler med store personligheder for eftertiden, siger Mikael Bertelsen. – Han svarede hurtigt tilbage, at han synes det var en "spændende og sjov idé". Han var i tvivl om hans liv nu også ville få en større betydning for kulturarven, men det var jeg ikke, og under forberedelserne blev jeg taknemmelig og rørt over al den musik og underholdning, han har givet os.

Danskere med væsentlig betydning

Programmet er et af flere interviews med store danskere, der har haft en væsentlig betydning, og som Mikael Bertelsen i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek producerer til TV 2. Noget af det særlige ved programmerne er, at de først vises efter hovedpersonens død – som jo kan indtræffe adskillige år efter optagelserne. Det faktum giver samtalerne en karakter af et offentligt farvel, hvor programmets hovedperson får det sidste ord, kan dele tanker om livet og give os et ærligt indblik i personens vigtigste livserfaringer, sejre og fortrydelser.

Gå tilbage


Programmet "Bent Fabricius-Bjerre – det sidste ord" er et af flere interviews med store danskere, der har haft en væsentlig betydning. Det er produceret af Mikael Bertelsen i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek til TV 2 (foto: Anders Lindved/TV 2).
Klik for større billede

Læs også
- Bent skrev ikke temaet
til Huset på Christianshavn...

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+