Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Eurovision Choir Grand Prix
august 2019
Fantastisk "videokor"
gjorde Danmark til vinder
Der var otte europæiske lande repræsenteret, da man for anden gang holdt Eurovision korkonkurrence. Danmark satte sig på førstepladsen med koret Vocal Line, som ikke alene synger fantastisk, men også har produceret en helt ekstraordinær video i forbindelse med den seneste pladeudgivelse.


Finn Nesgaard

Den første Eurovision Choir Grand Prix blev afviklet i 2017 i Slovenien. I år foregik det i Göteborg. Og til næste år vil Belgien være værtsland.

Det er en konkurrence med referencer til det traditionelle Melodigrandprix, men i langt mindre målestok. I Danmark har der således ikke været en indledende konkurrence – koret Vocal Line er "bare" blevet udtaget. Men der er rent ud sagt heller ikke så mange kvalificerede kor at vælge imellem, for det er et krav, at de skal synge a capella – altså uden akkompagnement – og dét stiller ekstremt store krav til sangerne. Desuden skal de kunne optræde for publikum i stedet for at stå begravet i nodeark.

Sådan blev vinderen fundet

Bedømmelsen af de 10 kor, som ud over Danmark kom fra Belgien, Letland, Norge, Schweiz, Skotland, Slovenien, Sverige, Tyskland og Wales, foregik også på en langt enklere måde end i det store Melodigrandprix. I korkonkurrencen klarede man sig simpelthen med et dommerpanel bestående af tre fagfolk, nemlig den svenske korleder Katarina Henryson, den britiske komponist, dirigent og producer John Rutter og den amerikanske producer Deke Sharon.

Efter at de 10 kor havde optrådt valgte dommerne tre finalister: Danmark, Letland og Slovenien – og overraskende nok ikke det ellers fremragende svenske kor! Og efter finalerunden, som bestod af tre nye korværker, blev vinderpladserne placeret i følgende rækkefølge: Slovenien, Letland og Danmark på henholdsvis 3.-, 2.- og 1.-pladsen.

En fantastisk video

Danske Vocal Line blev startet i 1991 i Århus af Jens Johansen, og det er stadig ham som leder koret. Koret tager udgangspunkt i den danske kor-tradition, og herfra har det udviklet en stærkt personlig stil med elementer af pop, rock og jazz. Vocal Line formår som få andre at forene himmelstræbende, nordiske klange med personlighed og inderlighed. Dette kommer klart til udtryk i korets seneste album "True North", og det understøttes i høj grad af den tilhørende video.

Albummets PR-billede viser koret stående fuldt påklædt i en mudret skovsø i vand til livet – det kunne man ikke få mange andre kort til at udsætte for. Men i videoen kan man konstatere, at sangerne dykker helt ned under vandet – og at det ikke er tænkt som en smart iøjnefaldende effekt. Videoen har nemlig sin helt egen stil med masser af dunkle naturbilleder, som understøtter sangens melankolske budskab. Her smelter det hele simpelthen sammen til en nordisk kunstnerisk helhed.

Videoen er optaget og redigeret af Gisli Dua Photography, og Nordlysbillederne er taget af Olafur Haraldsson.

Se videoen på Vocal Lines hjemmeside.

Gå tilbage


Det århusianske a capella-kor Vocal Line vandt Eurovision Choir Grand Prix i Göteborg. Koret synger fantastisk. Og det har fået lavet en mindst lige så fantastisk video i forbindelse med udgivelsen af dets seneste album (framegrab fra trailer).
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+