Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Valgdækningens lytter- og seertal
Juni 2019
DR slog TV 2 på
en række områder
Ifølge tal fra DR Medieforskning, så var der over 150.000 flere, som fulgte valgaftenen på DR1 end på TV 2 og TV 2 News.

653.000 fulgte i snit med på DR1s valgaften, mens 489.000 fulgte med på TV 2 og TV 2 News. Da seertallet toppede på DR1 omkring klokken 22.00, var det tæt på 1,2 millioner. DR1 var i øvrigt størst på tværs af de fleste målgrupper. F.eks. var der flere yngre, som fulgte valgaften på DR1 end på TV 2. Derudover var DR1 størst i alle regioner.

På dr.dk blev der på valgdagen sat rekord målt på cookies. Der var 1,7 millioner på sitet i forhold til den tidligere rekord på 1,6 millioner, som blev sat dagen efter det amerikanske præsidentvalg, hvor Trump blev valgt. Ifølge Dansk Online Index, Kantar var der 1,3 millioner unikke brugere på dr.dk mod 1,2 millioner på tv2.dk.

Radiolyttere

Siden valgudskrivelsen har P3 dækket valgkampen i kanalens faste flader.

I de fire hele uger, hvor valgkampen har stået på, har P3 gennemsnitligt haft 1.861.000 ugentlige lyttere, hvilket er 90.000 flere end de forudgående 18 uger af 2019. P3 har altså ikke alene fastholdt de unge lyttere med politisk indhold, men har også formået at øge antallet af ugentlige lyttere i perioden sammenlignet med de første 18 uger af 2019.

Digitale tilbud

DRs kandidattest blev brugt flittigt frem mod tidspunktet, hvor valgstederne lukkede. Testen blev taget 300.000 gange, og siden lanceringen er den taget i alt 2,38 millioner gange.

Under valgkampens tre første uger var der i snit 305.000 danskere mellem 15 og 35 år forbi politik på dr.dk, hvilket omtrent er tre gange flere end i en normal uge.

I anledning af
folketingsvalget var "Mads & Monopolet"

lørdag 1. juni på P4 skiftet ud med "Mads & Partilederne". Her lyttede 1.013.000 til udsendelsen, der med en lytterandel på 53,5 procent samlede over halvdelen af den samlede lyttetid på radiomediet fra klokken 9-12.

"Statsminister-duellen"

Duellen på DR1 søndag 2. juni mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen blev set af 744.000.

Mandag 3. juni inviterede DR danskerne indenfor i DR Koncerthuset til "Demokratiets aften" hvor partilederne mødtes. Alt i alt fulgte 859.000 med i debatten på sendetidspunktet, mens yderligere 137.000 så programmet on demand. Dette er et godt stykke over den tilsvarende debat ved folketingsvalget 2015, der til sammenligning havde 650.000 seere.

Næste aften var TV 2 i front med en partilederdebat som optakt til at valgstederne åbnede den følgende morgen. Her blev DR sandsynligvis slået på seertal. I hvert fald har DR Medieforskning "glemt" at oplyse dette tal i den udsendte pressemeddelelse.

Gå tilbage


DRs ni distrikter har haft en vigtig rolle både i valgdækningen og på valgaftenen, hvor P4-panelet kunne fortælle om, hvad der skete i netop deres område og forklare baggrunden for de lokale valgdramaer og magtkampe (foto Bjarne Bergius Hermansen).
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+