Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

DRs årsrapport
Maj 2019
Kim Larsen mindekoncert
samlede den
danske befolkning
DR har fremlagt årsrapporten og public service-redegørelsen for 2018. Det blev et år, hvor DR både samlede den danske befolkning ved en række store begivenheder og igangsatte en voldsom omstrukturering.

Hver uge benyttede 94 procent af danskerne sig af DRs tilbud. Public service stationen roser sig i den forbindelse af, at der i 2018 var mere dansksproget indhold end nogensinde før, hvilket utvivlsomt er rigtigt. Men når man zapper hen over programtilbudene i løbet af dagen, så er det nu alligevel utroligt så meget indhold DR har hentet fra andre landes TV-stationer: De andre nordiske lande, England, USA, Tyskland etc.

Økonomien

Af årsrapporten fremgår det også, at DR har styr på økonomien, men at inddrivelsessituationen i Skat fortsat sætter præg på regnskabet. I december 2018 blev det således offentliggjort, at Folketinget havde besluttet at reducere en gældspost i DR Byen med udløb i 2023 med i alt 178,1 millioner kroner som kompensation for, at Skat har opgivet at inddrive licenstilgodehavender for cirka 310 millioner kroner for DR.

Reduktionen af DRs gældspost i 2023 indebærer regnskabsteknisk, at DRs resultat i 2018 samlet udgør et plus på 197,8 mio kr. Fraregnet dette ekstraordinære forhold uden for DRs kontrol ligger det forventede resultat for 2018 på 19,7 mio kr.

Ny bestyrelsesformand

Mod slutningen af året blev Marianne Bedsted udnævnt af kulturministeren til formand for DRs bestyrelse, som også fik en række andre nye medlemmer.

– Det er glædeligt at se, at der styr på tingene i DR, og at der år efter år er balance i økonomien, siger den nye bestyrelsesformand. – DRs økonomistyring rammer meget præcist igen i 2018.

Streaming

Som en konsekvens af, at Folketinget i foråret 2018 besluttede at reducere DRs økonomiske tilskud med 20 procent, blev efteråret – ikke overraskende – præget af store, strategiske beslutninger for fremtiden. Konsekvensen er, at ledelsen sigter mod et mindre, men også mere digitalt DR.

Danskernes vælger nemlig i stigende omfang at streame i stedet for at se flow-tv, og DR gik derfor i gang med at omstille sin streamingtjeneste, DRTV, til at være en hovedindgang til DRs indhold på linje med DR1. F.eks. blev første afsnit af "Doggystyle", som er DR3s hidtil største fiktionssatsning, det mest streamede indhold på DRTV sidste år. Antallet af visninger nåede helt op på 462.000.

Mindekoncert

– Det glæder mig at vi i 2018 gennem flere tværgående satsninger var med til at samle nationen om markante begivenheder, siger DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn. – Det skete f.eks. ved Kim Larsens død med mindekoncerten "Som et strejf af en dråbe – Danmark synger farvel til Kim Larsen" på Rådhuspladsen i København. Koncerten kunne ses og høres live på DR1 og P4, men danskerne kunne også se med på storskærm i Aarhus, Aalborg og Odense.

VM i herrefodbold blev dækket på tværs af alle platforme, og DR inviterede danskerne til fodboldfest på havnen i Aarhus, hvor over 200.000 tilskuere lagde vejen forbi i den måned, VM varede.

Dansk kultur

I 2018 flyttede kulturen for alvor ind i primetime på DR1. I "Øgendahl og de store forfattere" kom man tæt på forfattere som H.C. Andersen, Karen Blixen og Tove Ditlevsen. Programserien havde til formål at give danskerne en større læselyst og et indblik i forfatternes relevans og væsentlighed for os i dag.

Det nationale børnefællesskab blev intensiveret med "UltraNyt", som både oplevede en fordobling i antallet af børn, som ser programmet, og i tidsforbruget, som børnene brugte på formatet. Samtidig havde projektet "ultra:bit", der sætter fokus på kodning og teknologiforståelse, ved udgangen af 2018 flere end 60.000 deltagende børn, mens tusindvis af børn generelt har fulgt projektet på DRs platforme.

Yderligere information på dr.dk/dri2018.

Gå tilbage


DRs årsrapport og public service-redegørelse for 2018 er kommet. Her kan man se, at der er styr på økonomien, og at arbejdet hen mod en årlig reduktion af DRs budget på 20 procent allerede er godt i gang.
Klik for større billede

Fakta

  • DRs ordinære drift viser et overskud på 19,7 millioner kroner i 2018. Inklusive en politisk besluttet, ekstraordinær gældsreduktion udgør resultatet 197,8 millioner kroner.
  • 94 procent af den danske befolkning anvendte i 2018 DRs tilbud ugentligt.
  • DR har i 2018 gennemført en plan med besparelser på 420 millioner kroner årligt ved fuld indfasning i 2021.
  • DR mangler fortsat at gennemføre besparelser på 255 millioner kroner årligt i årene 2022 og 2023.


  • > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies
    Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
    Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+