Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Veninder i Putinland
Juni 2018
DR2 viste en kikset
reportage om Rusland
Ideen var sådan set god nok – nemlig at få de to ruslandseksperter Marie Krarup og Anna Libak til at afdække sandheden om Putins Rusland, samtidigt med at de måske kunne genskabe deres tidligere venskab. Men sådan gik det ikke!


Finn Nesgaard

Det er vist aldrig sket før, at jeg har skrevet en TV-anmeldelse på avm.dk, for hjemmesiden handler jo mest om teknik og brancheforhold. Men en gang skal jo være den første...

Anledningen er, at jeg finder DR2-serien "Veninder i Putinland" mere end almindeligt kikset, for titlen afspejler overhovedet ikke de tre programmers reelle indhold.

Hvad er "Putinland"

Allerførst må man stille spørgsmålstegn ved begrebet "Putinland", for i serien lykkedes det stort set ikke at afspejle noget, der relaterer sig specielt til den russiske præsident.

Der blev ellers gjort flere ihærdige forsøg. F.eks. interviewede man en ung homoseksuel fotomodel om, hvordan han bliver behandlet af det omgivende samfund. Han kunne fortælle, at han havde oplevet ubehagelige situationer, men at han da godt kunne forstå, at man i Rusland værdsætter det almindelige parforhold med familie og børn. Han blev så spurgt, om det var Putin, som var skyld i denne forskel i holdningen til homoseksuelle og heteroseksuelle, men han svarede, nærmest overrasket over spørgsmålet, at det da overhovedet ikke var tilfældet. Og sådan kiksede programseriens forsøg igen og igen på at gøre Putin til den store skurk i russisk kultur.

Denne præmis for programserien holdt med andre ord ikke.

Hvad med veninderne...

Seriens titel er som nævnt "Veninder i Putinland". Men det med veninderne har heller ikke meget med virkeligheden at gøre, for de to ruslandseksperter, politiker Marie Krarup og journalist Anna Libak, som begge taler russisk, og som blev veninder da de i sin tid arbejdede i Moskva, er siden da blevet rygende uenige og rent ud sagt uvenner.

Produktionsholdet håbede naturligvis, at når nu ideen om "Putinland" kiksede, så ville præmissen om retableringen af de to kvinders gamle venskab til gengæld gå i opfyldelse. Men det skete ikke. Og dermed var seriens idégrundlag jo nærmest ikke-eksisterende.

Gode og dårlige indslag

Nu vel, der var naturligvis nogle informative indslag i serien, for rejsen varede trods alt ti dage og omfattede både Moskva, en lang togrejse med den transsibiriske jernbane og ophold i et udkantsområde langt mod øst, i byerne Irkutsk og Baikalsk. Men alle indslagene var bestemt ikke alle lige gode.

F.eks. var det meningen, at de to kvinder skulle besøge den papirfabrik, som byen Baikalsk var bygget op omkring tilbage i sovjet-tiden. Men tilladelsen til et komme ind på den lukkede og ganske faldefærdige fabrik var ikke kommet på plads – måske fordi de lokale myndigheder ikke syntes, at det var noget at vise frem for det danske kamerahold.

Krarup og Libak fik dog en snak med en ung tidligere ansat, som nu havde et deltidsjob på et blomstermarked. Ikke overraskende kunne han fortælle, at det havde været hårdt for fabrikkens 2.800 ansatte pludselig at stå uden arbejde.

Anna Libak kom også i voldsom diskussion på gaden med en ældre, tidligere medarbejder, som råbte at det var Greenpeace, og dermed Vesten som var skyld i fabrikslukningen, og dermed var skyld i hans nu håbløse situation.

På rejsen til udkantsområdet tog de to kvinder også ud på en isbelagt sø, hvor de sad med en fiskestang ved hvert sit hul. De fangede ikke noget. De kedede sig bravt. Og man måtte igen spørge sig selv: Hvad skulle det dog have med Putin at gøre?

Det russiske militær

Der var også et indslag, hvor de to kvinder skulle skyde med et russisk Kalasjnikov gevær. Det skete på et miltærmuseum, og ideen var, at man skulle få et indtryk af militærets betydning i Rusland. Men den største krig man oplevede her var skænderierne mellem Marie Krarup og Anna Libak. þDe to besøgte også en mand som lavede likør på amatørbasis. Målet var at afdække udviklingen i den russiske alkoholkultur. Men det kom man nu ikke til at føle sig klogere på.

De besøgte desuden en familie, der satser praktisk taget alt på, at deres niårige datter engang skal blive en OL-vindende skøjteprinsesse. Imponerende!

De to fik også behandling på en skønhedsklinik. De var i sauna. Og de genså de boligområder i Moskva, hvor de i sin tid havde boet. Det sidste var ganske hyggeligt.

Alt i alt viste disse indslag, at forskellen mellem vores og russernes kultur måske i virkeligheden ikke er helt så stor som vi forestiller os.

Putin og religionen

Krarup og Libak besøgte også en russisk-ortodoks kirke, deltog i en gudstjeneste og snakkede med kirkens præst. Og her kom de to da i det mindste ikke op at skændes.

Kirken var voldsomt undertrykt under kommunismen. Men den har genvundet sin position i det russiske samfund, og det er en udvikling, som Putin har understøttet – tilsyneladende uden at det har ført til stridigheder mellem forskellige kirkeretninger og religioner.

"Venindernes" konklusion

Jeg har allerede afsløret, at den ti dage lange ruslandsrejse ikke førte til en forsoning mellem de to hovedpersoner.

Anna Libak sagde, at Marie Krarup fik hende til at føle sig som en pryglet hund, og at de to simpelthen gjorde hinanden mindre.

Marie Krarup sagde, at situationen med et kamerahold, som optog alt hvad de sagde og gjorde, var en umulig ramme for en genetablering af det nære, personlige venskab, som de engang havde haft. Men hun sagde også helt stilfærdigt, at hun da håbede at det kunne lykkes på et senere tidspunkt.

Og hvad er det så som skiller de to ruslandseksperter?

Anna Libak er en solid støtte for det synspunkt, at Vladimir Putin er en diktator, som vil skade Vesten. Med andre ord den holdning som dominerer i de vestlige medier.

Marie Krarup betragter ikke Putin og Rusland som en fjende vi skal frygte, for landets militærbudget er mindre end 1/10 af Natos. Tværtimod ønsker hun at bygge bro over forskellene i stedet for at grave grøfter. Det synspunkt var fremherskende efter afslutningen af den kolde krig, men det har trange kår i dag...


Gå tilbage


Marie Krarup (tv) og Anna Libak lyttede andægtigt, da en ung fotomodel fortalte, hvordan det er at være homoseksuel i Rusland. Det var ikke helt som her i Danmark, men han bedyrede, at den forskelsbehandling som han oplever bestemt ikke skyldes Putin.
Klik for større billede

Den russisk-ortodokse kirke var voldsomt undertrykt under kommunismen. I Vladimir Putins regeringstid har den genvundet sin position i det russiske samfund. Og her var trods alt et område, som ikke skabte skænderi mellem Krarup og Libak.
Klik for større billede

De to tidligere veninder blev på ingen måde forsonede under den ti dage lange ruslandsrejse. Årsagen er, at Libak understøtter det fjendebillede, som de vestlige medier tegner af Rusland, mens Krarup ønsker at bygge bro mellem dem og os.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+

sojle.php