Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Luftoptagelser
Januar 2018
Sådan flyver du
lovligt med din drone
TV2's nyhedshelikopter har fået skarp konkurrence fra dronerne, for det er både nemt og billigt at lave flotte droneoptagelser fra luften. Men hvis man skal flyve i bymæssig bebyggelse, og hvis man bruge optagelserne kommercielt, så er der ingen vej uden om et dronecertifikat...

Jeg har for nylig tilbragt en weekend på Stauning Flyveplads i selskab med en flok frivillige brandmænd og deltidsbrandmænd fra Brand & Redning Midtvest.

Det blev en lang og krævende weekend med undervisning i blandt andet operationsprocedurer, flyvesikkerhed, meteorologi, kortlære samt ikke mindst de bekendtgørelser, der gælder for flyvning henholdsvis i og uden for bymæssig bebyggelse. Men nu kan jeg så kalde mig for certificeret dronepilot.

Kurset som dronepilot afsluttes nemlig med en eksamen, som er udarbejdet i samarbejde mellem Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen og landets godkendte droneuddannelsessteder. Her skal der svares rigtigt på mindst 24 ud af 30 multiple choice spørgsmål – og jeg kan godt hilse og sige, at selvom det kan være hårdt at sidde på skolebænken to dage i træk fra 9 til 16 – ikke mindst for en der forlod uddannelsessystemet for en menneskealder siden – så er der ikke tid til at tage bare en lille blund. Det gjorde jeg så heller ikke, og nu er certifikatet i hus.

3.000 dronebeviser

For langt de fleste kursister er der i sagens natur tale om et helt nyt stofområde, så der skal udvises koncentration for at kunne svare på spørgsmålene. Ikke desto mindre viser aktuelle tal fra Trafikstyrelsen, at der nu er udstedt mere end 3.000 dronebeviser, som både giver indehaverne ret til at flyve i bymæssig bebyggelse og at flyve erhvervsmæssigt.

Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at droneindustrien er i eksplosiv vækst, men for blot tre år siden, var der faktisk ikke mere end et par håndfulde danskere med dronecertifikat.

Udviklingen er altså gået rigtig stærkt, og de øvrige deltagere på kurset fra Brand & Redning Midtvest understreger med al tydelighed, at man også inden for det offentlige har taget teknologien til sig – ikke blot blandt i brand- og redningstjenester, men også i politiet, hvor dronerne spiller en stadig større rolle i efterforskningsmæssig henseende. Af andre områder i vækst kan nævnes forskellige typer inspektionsopgaver i forbindelse med bygningsvedligehold etc., samt naturligvis videooptagelse i mediebranchens produktionsmiljø.

Bagstræberiske regler

Mit kursus blev afholdt af WeFly, der er et af i alt seks uddannelsessteder, godkendt af Trafikstyrelsen.

Underviser er Kasper Due Bække, der grundlagde firmaet for 4 år siden og har beskæftiget sig med droner gennem en årrække. Han fortæller blandt andet, at da droneindustrien er relativt ny, er der inden for de senere år sket en justering af regelsættet for flyvning med droner, men at det naturligvis slet ikke er færdigdefineret.

– På nogle områder er det lidt ligesom da vi fik automobilet. I starten krævede man blandt andet, at der skulle gå en mand med et flag foran bilen for at advare de andre, der færdedes på vejen, siger han og understreger dermed behovet for løbende tilpasning af lovgivningen.

Som det er i dag, skal man f.eks. advisere politiet 24 timer før en flyvning i bymæssig bebyggelse – en regel, der kan være svær at overholde for eksempelvis Brand & Redning Midtvest, hvis de kaldes ud til et skadested med henblik på droneovervågning.

Pas på hvad du filmer

Et andet problem er, at nogle af reglerne dækker gråzoneområder, hvor der er mulighed for fortolkning, mens andre er ganske restriktive. Hvis f.eks. en ejendomsmægler skal lave en salgsvideo fra luften i forbindelse med et hussalg, så skal han principielt have tilladelse fra naboerne, hvis han overflyver deres matrikeler. Det samme gør sig gældende, selv hvis han ikke overflyver matriklen, men blot tager billeder, hvor man kan kigge ned i naboens have.

Det er naturligvis fair nok, at man respekterer privatlivets fred og ikke flyver i lav højde, mens man filmer ind gennem folks vinduer. Men når der laves optagelser, som i princippet ikke adskiller sig fra dem man kan se på Google Maps, så kunne restriktionerne måske nok trænge til en revision.

Men indtil videre gælder loven om privatlivets fred, nemlig straffelovens paragraf 264, der kan give fængsel på op til 6 måneder. Under skærpede omstændigheder – f.eks. ved industrispionage – er straframmen endda op til 6 år.

Samspil mellem fly og droner

Over de kommende år vil meget utvivlsomt ændre sig, for droneindustrien er stadig i sin spæde begyndelse. Ifølge Kasper Due Bække arbejder man således europæisk plan med initiativer, der skal bane vejen for højere grad af sameksistens mellem flytrafik og dronetrafik. Ganske som autonome, altså selvkørende biler, er på vej, vil autonome droneoperationer også på et tidspunkt blive hverdag. Ligeledes vil antallet af droneoperationer vokse markant, og det vil stille krav om, at droner og fly kan "se" hinanden.

Derfor vil vi også opleve, at droner skal monteres med transponder således at flytrafikken og ikke mindst flykontrollen i lufthavnene kan se dem, og tilsvarende vil det også blive muligt for både den enkelte dronepilot og de droneoperationscentre, der ligeledes vil dukke op, at se flytrafikken, så man kan operere uden at genere hinanden. En rutemaskine flytter man ikke sådan lige rundt på, men ny teknologi vil den anden vej rundt altså gøre det muligt for autonome droner at flyve på egen hånd og så at sige skabe sit eget luftrum "on the fly".

Se Henrik Malmgreens droneoptagelser på vimeo.com.


Gå tilbage


Både broadcastere, produktionsselskaber og ikke mindst et mylder af freelancere ser visuelle muligheder i luftrummet omkring os. Her er det dog holdet fra Brand & Redning Midtvest, der ses i selskab med en DJI Matrice 600. Det er en drone i den absolut professionelle vægtklasse (foto Henrik Malmgreen).
Klik for større billede

På kurset var der naturligvis tid til lidt leg. Her kommer Simon Kaspersen, Rasmus Glerup og Rasmus Keller fra Brand & Redning Midt vest med gode råd til kollega Trine Borch (foto Henrik Malmgreen).
Klik for større billede

Lauritz Arne Frandsen, Rune Madsen, Thomas Gintberg, instruktør Kasper Due Bække og Niels Schmidt følger interesseret dronens flyvning på fjernkontrollen (foto Henrik Malmgreen).
Klik for større billede

Læs også
- Du skal til flyveeksamen
- Bedre video med
interaktiv solbrille

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+

sojle.php