Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

CD'en fylder 35 år
August 2017
Som et kup
med Olsen Banden...
En hollandsk mønt, en japansk skjortelomme og Beethovens 9. Symfoni var nogle af ingredienserne, der gjorde muligt at lancere CD'en for 35 år siden.

Det kunne lyde som ingredienserne til et kup med Olsen Banden, da Philips og Sony færdigudviklede Compact Disk-standarden.

Japanerne krævede nemlig, at CD'en skulle kunne rumme Bethovens 9. Symfoni i en langsom Herbert von Karajan-udgave. De forlangte også, at der skulle være plads til æsken med CD'en i en almindelig japansk skjortelomme. Og hollænderne, der egentlig var hovedkræfterne bag projektet, fik lov til at bestemme, at hullet i CD'ens midte skulle have samme størrelse som deres 10 cent mønt, også kaldet en "dubbeltje".

Den 17. august i år er det så 35 år siden, at den første CD blev trykt på Philips' fabrik i tyske Hannover, nemlig ABBAs "The Visitor". Det var den svenske gruppes sidste studiealbum, og det var allerede lanceret året før – den 30. november 1981 – på vinyl. Men nu kom "The Visitor" altså også på CD.

CD'ens fordele

Forhistorien er, at Philips i 1963 lancerede kassettebåndet, som blev en stor succes. Men hollænderne tænkte videre og da den digitale lydteknik var kommet til, viste et rundspørge, at forbrugerne godt ville have musikken med sig på en mere handy måde. Sådan gik det til, at Compact Disken kom til at afløse kassettebåndet, der dog levede videre til 2003. CD'en kom i øvrigt også til at konkurrere med Sonys Walkman, der ligesom kassetteafspilleren var baseret på bånd og analog teknologi.

Principperne bag CD'en stammer i virkeligheden fra pladespilleren, men har den afgørende fordel, at man med laserlys kan aflæse langt finere detaljer i skivens overflade, end man kan med grammofonens mekaniske nål. Desuden slider laserlyset ikke på CD-skiven, så hvis man håndterer den ordentligt kan den holde til evig tid.

Streaming

Men historien går jo videre, og der sker hele tiden en teknologisk udvikling. I dag har CD'en derfor for længst måttet vige pladsen som det mest populære lydmedie til fordel for mp3-formatet og streamingtjenesterne.

Kigger vi på de seneste tal fra musikbranchen, IFPI's "Musikselskaber 2016", så har CD'en været på konstant nedtur fra 44 % af markedet i Danmark i 2012 til 6,3 % i 2016, mens streaming har sat sig på 80 % i 2016. Men pudsigt nok er salget af vinylplader i 2012-2016 steget fra 1 % til 5 % – så måske vil CD'en også få et comeback... Og med et salg på over 2,5 milliarder eksemplarer på verdensplan er CD'en trods alt én af lydbranchens største teknologiske succeser. CD'en var simpelthen det første markante skridt fra den analoge til den digitale tidsalder.

Samarbejde med Sony

Philips fremviste den første prototype af en CD-afspiller i slutningen af 1978. Den benyttede infrarød laser. Men hollænderne var godt klar over, at for at få stor udbredelse og dermed kommerciel succes, var det nødvendigt at samarbejde med andre. I 1979 tog en gruppe af fabrikkens folk derfor til Japan for at vise afspilleren for kollegerne hos Sony.

Japanerne er kendt for deres venlige stenansigter, og de kommenterede ikke rigtigt på sagen. Efter mødet var hollænderne derfor noget slukørede. Men da lederden af projektet, Joop Sinjou, var ved at pakke sin kuffert til hjemrejsen, ringede telefonen på hotelværelset. Sonys præsident Morita gav tilsagn om, at man ville samarbejde med Philips om at videreudvikle projektet og få skabt en standard. Til gengæld gav Philips en åben licens til industrien, så andre producenter kunne være med.

Derefter gik det stærkt. Den første offentlige præsentation fandt sted i 1981, hvor dirigenten Herbert von Karajan fra Berliner Philharmonikerne blåstemplede lydkvaliteten på den nye compact disc.

Størrelsen drillede

Det tog dog lidt tid at blive enige om størrelsen på CD'en.

Hos Philips insisterede man på, at skiven skulle være så lille, at den let kunne tages med for eksempelvis at blive spillet i bilen. Den første udgave var derfor 11,5 cm i diameter og med plads til én times musik. Men en af udviklerne hos Sony havde en favoritversion af Beethovens 9. Symfoni, dirigeret af Herbert von Karajan, og denne udgave var langsommere end normalt – den varede over en time.

Philips arbejdede derfor videre og nåede frem til en til diameter på 12 cm og plads til 73 minutter, så der var plads til hele den langsomme udgave af symfonien. Senere er det blevet muligt at få plads til 77 minutter.

1. oktober 1982 præsenterede Sony sin første CD-afspiller, CDP-101, og en måned senere var Philips klar med CD100. I 1983 kom CD'en så på markedet og fik en forrygende modtagelse af forbrugerne. Senere blev formatet videreudviklet til SACD, DVD og Blu-ray.

Gå tilbage


For snart 35 år siden blev de første CD-skiver og CD-afspillere sendt på markedet. I dag er CD"en dog udkonkurreret af streaming, og en reol som denne møder man formentlig kun i hjem, der bebos af danskere over 50 år!
Klik for større billede

Det var Philips der tog initiativet til udviklingen af CD-standarden. Og det hollandske udviklingsteam fik da også lov til at bestemme, at hullet i skivens midte skulle passe til en hollandsk 10 cent mønt, også kaldet en "dubbeltje".
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies