Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Digital renovering
Juli 2017
Fredet observatorium
med masser af AV-teknik
Brorfelde Observatorium risikerede for få år siden at ryge ned i glemslens sorte hul. Nu har en fredning og efterfølgende renovering med intelligent lyd, lys og billeder gjort det til et yndet udflugtsmål.

Lidt syd for Holbæk, på én af de bakketoppe der er kendt som De Sjællandske Alper, ligger et lille observatorium med en stor historie. Den startede i 1953-1964, da arkitekt Kaj Gottlob og landskabsarkitekt Georg Georgsen skabte Brorfelde Observatorium for Københavns Universitet. Og den sluttede i 1996, efter en teknologisk udvikling der gjorde, at observatoriet havde udspillet sin universitetsrolle.

Men observatoriet havde en helt særlig sjæl, for det var bemandet med garvede astronomer, videbegærlige studerende og grundige håndværkere, der brændte for astronomien. Stærke kræfter arbejdede derfor for, at denne sjæl skule bevares for eftertiden.

Fredning i 2009

Processen startede med at Brorfelde Observatorium blev fredet i 2009 og solgt til Holbæk kommune. Derefter fulgte en omfattende renovering, der skulle gøre observatoriet til et udflugtsmål for alle med interesse for himlen, stjernerne og Brorfelde Observatoriums historie.

Denne opgave blev lagt i hænderne på Kvorning design og kommunikation, og bureauets direktør, Arne Kvorning, blev hurtig sporet ind på, at AV var afgørende for at skabe de oplevelser, der kunne trække besøgende til observatoriet.

– Vi ledte derfor efter en samarbejdspartner, der kunne understøtte denne vision, og valget faldt på Informationsteknik, der har mange års erfaring med AV- og IT-løsninger til blandt andet museer og udstillinger, fortæller Arne Kvorning.

Autenticitet og teknologi

Ved hjælp af flere mock ups og testopstillinger kom Informationsteknik og Kvorning i fællesskab frem til de bedste, og samtidigt mest diskrete AV-løsninger.

F.eks. blev gamle TV-kabinetter udstyret med moderne fladskærme, så man får en god billedkvalitet – og en illusion af at se billeder på et billedrørs-fjernsyn fra 60'erne. Og med skjulte projektorer viser man video på væggene om observatoriets historie.

Observatoriet er også udstyret ned intelligent lys, der sammen med resten af installationen først tænder, når der er besøgende i lokalerne. Derved sparer man på strømmen og gør museet så miljøvenligt som muligt.

Succes

Renoveringen af Brorfelde Observatorium har gjort det til et yndet udflugtsmål for både skoleklasser, foreninger og andre med interesse for astronomi og lokalhistorie. Flere end 20.000 besøgende har således allerede lagt vejen forbi bakketoppen.

Senest er arbejdet omkring renoveringen af observatoriet blevet indstillet til Renover-prisen, der er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

Gå tilbage


Indtil for få år siden risikerede Brorfelde Observatorium at ryge ned i glemslens sorte hul. Men en fredning og efterfølgende renovering til et formidlingscenter har gjort observatoriet til et yndet udflugtsmål for alle med interesse for himlen, stjernerne og observatoriets historie (foto Holbæk Kommune).
Klik for større billede

– Respekten for de historiske rammer var vigtig, da vi skulle skab en AV-løsning til det fredede Brorfelde Observatorium, siger Informationstekniks direktør Jens Thulstrup (PR-foto).
Klik for større billede

Ved hjælp af flere mock ups og testopstillinger fandt Kvorning og AV-eksperterne hos Informationsteknik frem til de løsninger, der bedst bevarede sjælen og historien i observatoriet (foto Kvorning design og kommunikation).
Klik for større billede

Fakta om Informationsteknik

  • Informationsteknik er leverandør af professionelle AV-løsninger på det skandinaviske marked.
  • Virksomheden blev grundlagt i 1973 af fire ingeniørstuderende fra Danmarks Tekniske Universitet.
  • I dag har Informationsteknik to kontorer i Danmark, nemlig i Århus og København, med i alt 40 medarbejdere.
  • Informationsteknik samarbejder med internationale aktører på området og ejer en andel af Informationsteknik.SE i Sverige.

  • > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies