Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Nødløsning
Februar 2017
Dårlig mobildækning
i Royal Arena
Telia og Telenor har opsat en midlertidig mobilmast for at imødegå dårlig mobildækning i Royal Arena.

Da Københavns nye multiarena i Ørestaden for første gang slog dørene op for koncertgæster, var det ikke dem alle som kunne bruge mobiltelefonen indendørs. Royal Arena har nemlig ikke tænkt mobildækning ind som en del af byggeriet.

Helt konkret må det forventes, at ca. 40 procent af Royal Arenas koncertgæster vil være afkåret fra at uploade fotos fra koncerterne og foretage opkald fra arenaen. Det er derfor nødvendigt, at teleoperatørerne opstiller mobilmaster på selve bygningen, men Royal Arena kræver en så høj masteleje, at Telenor og Telia har takket nej.

En del af oplevelsen går tabt

Hos Telia og Telenor undrer man sig over Royal Arenas manglende fokus på mobildækning:

– Vi ved, at det betyder meget for vores kunder, at de kan bruge deres mobiltelefon til at finde hinanden og til at dele oplevelsen ved at uploade billeder, når de er til koncerter, siger netværksdirektør i Telenor, Peter Ditlev Nødbak. – Det ved Royal Arena naturligvis også godt, og på den baggrund er det ærgerligt, at man vælger at bygge en flot arena uden at tage højde for mobildækningen.

Omvendt kan man sige, at Royal Arena på den måde slipper for problemer med koncertgæsters live streaming fra koncerterne. Og i øvrigt er det vel egentlig teleselskabernes vare, det handler om? Hvis de ikke sørger for ordentlig mobildækning, så får deres kunder bare et dårligere produkt...

Problemer med moderne byggeri

Hos konkurrenten Telia hæfter man sig især ved, at det moderne og miljørigtigt byggeri er en effektiv stopklods for mobildækning, bl.a. på grund af beton og solafskærmede vinduer.

– Det er derfor vigtigt, at man i nybyggeri tænker indendørs mobildækning med fra starten, siger Telia-chef Henrik Kofod. – Det er en helt almindelig fremgangsmåde – også i tilsvarende koncertsteder og multiarenaer. Men i dette tilfælde kommer mobildækningen først med på bagkant og endda til en pris, der ligger langt over selv den københavnske markedspris. Vi er nemlig blevet afkrævet et leje, der er mere end 10 gange højere end den gennemsnitlige masteleje i resten af København.

Midlertidig mobilmast

Da Royal Arena åbnede dørene for åbningskoncerten med Metallica havde Telenor og Telia dog helt ekstraordinært valgt at opsætte en mobilmast på et nærliggende område, og den kan forhåbentlig afhjælpe en del af den dårlige mobildækning, som weekendens koncertgæster i Royal Arena ellers ville opleve.

– Vi har opstillet en midlertidig mobilmast i nærheden af arenaen, så de tusindvis af Metallica-fans kan dele fotos og videoer med vennerne. Det er dog ikke en optimal eller langtidsholdbar løsning, og vi opfordrer derfor Royal Arena til at komme med et nyt udspil, så vi kan finde en varig løsning til glæde for arenaens gæster, og for Telia og Telenors kunder, lyder den fælles appel fra Telenors Peter Ditlev Nødbak og Telias Henrik Kofod.

Gå tilbage


Telia og Telenor er kommet op at toppes med Royal Arena om prisen for masteleje, så koncertgæsterne kan få en ordentlig mobildækning. Som en midlertidig løsning har de to teleselskaber opstillet denne mast på en grund i nærheden af koncertbygningen.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+