Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Panono 360
Februar 2017
"Bolden" kan fotografere
hele vejen rundt
Panono er navnet på et nyt 360-graders kamera, og med 360 grader menes hele vejen rundt: 360 grader til siderne og 360 grader op/ned. Den lille "bold" er nemlig udstyret med ikke mindre end 36 indbyggede kameraer.

Det er en imponerende billedkvalitet, som Panono præsterer, men billedopløsningen er også oppe på 108 megaplxels! Det betyder, at der er plads til ca. 500 optagelser i kameraets indbyggede 16 GB hukommelse.

Men for at kunne bruge optagelserne, så skal de naturligvis hentes ud af kameraet. Det kan ske via USB, eller trådløst til tablet eller smartphone. Herefter uploades billederne til fotografens personlige Panono Cloud-konto, hvor hver optagelse får sin egen URL. De kan nu ses via Panonos app eller en webbrowser. De færdige billeder kan også downloades og deles på sociale medier, der understøtter 360° – f.eks. Facebook.


Panono er et boldformet multikamera, der leverer optagelser 'hele vejen rundt'. Den medfølgende stativadapter og Panono stick fjernes automatisk fra optagelserne. Men en evt. skygge på grund af eksempelvis solskin vil stadig kunne ses. Pris små 18.000 kroner inklusive moms. Klik for større billede



<Panono kameraet indeholder ikke mindre end 36 små objektiver med bagvedliggende sensor. Tilsammen giver de 360-graders 108 megapixels optagelser. Klik for større billede


Hvordan undgår man stativet?

Man kan dog undre sig over, hvordan man kan fotografere "hele vejen rundt", for der må vel være en hånd eller et stativ, der har fat om kameraet og som dermed skygger for en (lille) del af motivet?

Svar: Man kan kaste kameraet op i luften, hvorefter billedet bliver taget, når "bolden" har nået sit højdepunkt og begynder at falde. Forhåbentlig når fotografen at gribe kameraet hver gang, så det ikke bliver smadret, for det koster trods alt små 18.000 kr inklusive moms. Under alle omstændigheder kommer man til at tage rigtigt mange selfies, for når man kaster kameraet kan jo ikke undgå selv at komme med på billedet.

En anden mulighed er at montere kameraet på den medfølgende Panono stativadapter eller Panono stick (selfiestang). Charmen ved disse stykker tilbehør er, at kameraet kender dem og automatisk fjerner dem fra det færdige billede. Hvis stangen monteres i et fotostativ, så vil det dog fortsat kunne ses nede på jorden. Og under alle omstændigheder vil man kunne se skyggen af kamera plus stang, hvis billedet f.eks. er taget i solskin.

Manuelle indstillinger

Det er klart, at en lille "bold" med 36 objektiver ikke giver plads til egentlige indstillingsknapper, som man kender det fra almindelige fotokameraer. Men der er manuelle indstillingsmuligheder via tablet og smartphone. F.eks. kan ISO-værdien indstilles fra 100 til 1.600. Lukkertiden kan stilles fra 1/4000 sekund til 2 hele sekunder. Og hvidbalancen kan indstilles mellem 3000 og 8000 Kelvin.

Men hvad med blænde og afstandsindstilling?

Det siger sig selv, at man ikke kan indstille afstanden individuelt på de 36 objektiver. Afstandsindstillingen er simpelthen fast, så man får skarphed fra en meters penge til uendelig.

Det samme gælder for blændeindstillingen: Den er fast på alle 36 objektiver. Og for at give tilstrækkelig skarphedsdybde, så må det være et ganske lille blændehul. Fabrikken oplyser dog ikke den faktiske blændeværdi.

Fabrikkens demobilleder kan ses www.panono.com/explore/featured.

Alternative kameraer

Ideen med 360-graders kameraer er vel egentlig affødt af de små GoPro-kameraers succes. I hvert fald kom Kodak PixPro SP 360 som en konkurrent til GoPro, men med endnu mere vidvinkel, for her Kodak-objektivet kan kigge en smule bagud. Og siden da er der også kommet 360-graders kameraer fra en stribe andre fabrikker. I flæng kan nævnes: 360 Fly 4K, der er en direkte konkurrent til Kodak kameraet. Ricoh Theta S og SC er udstyret med to 360-graders objektiver, og derfor kan tage stillbilleder "hele vejen rundt" – ligesom Panono, men ikke med den samme høje opløsning. Og Vuze, der er udstyret med otte kameraer, kan optage 360-graders 4K video.

Hvad skal man bruge det til?

Tilbage er så det uundgåelige spørgsmål: Hvem har dog brug for 360-graders "hele vejen rundt"-optagelser?

Ja, den slags billeder kan jo ikke trykkes i aviser og ugeblade. Men ejendomsmæglere kan have glæde af at vise stuerne i lejligheder og huse på den måde på deres hjemmesider. Og kreative mennesker vil utvivlsomt finde mange andre anvendelsesmuligheder. F.eks. kan det give en virksomhed et aktivt og teknologisk fremadstræbende image at bruge den slags optagelser i deres digitale markedsføring.

Under alle omstændigheder er det en fantastisk billedkvalitet, man kan opnå med det nye Panono kamera.

Gå tilbage


Billed-navn: \ Ricoh Theta er udstyret med to objektiver, der tilsammen giver "hele vejen rundt" stillbilleder. Pris 3.000 kroner for S-modellen og 2.300 kroner for SC-modellen.
Klik for større billede

360 Fly 4K optager 4K video, 360 grader rundt, men "kun" 240 grader bagud. Så man får ikke stativet med i optagelserne! Pris 4.600 kroner.
Klik for større billede

#bVuze er en 360-graders videoopotager, udstyret med otte 4K kameraer. Vuze måler 12 x 12 x 3 cm. Pris 7.150 kroner.
Klik for større billede

Fakta om Panono kameraet


Opløsning: 108 megapixels
Objektiver: 36 fix-focus
Intern hukommelse: 16 GB (400-600 optagelser)
Panono app: Fås til iOS 8.0+ og Android 4.2+
Opladning: Via USB
Indstillinger: Manuelle og automatiske indstillinger for eksponering, ISO, hvidbalance, HDR, billedstabilisering, tyverisikring, rotationshastigheds-begrænsning og GPS-data.
Mål & vægt: 11 cm i diameter, 480 gram.


Pris: små
18.000 kr inkl moms.


> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies